Logotype

Book hotel

RangerGold.jpeg

Scandic ændrer indkøbspolitikken: Nu skal 45 tons kylling være dyrevelfærdsmærket

Pressemeddelser | Bæredygtighed | Innovation & gæstetilbud | 26 feb, 2020 | 08:25 CET
Danmarks største hotelkæde vil fra begyndelsen af marts udelukkende indkøbe statslig, dyrevelfærdsmærket kylling til sine 26 restauranter over hele landet. Scandic har et årligt forbrug på 45 tons kylling og bliver første hotelkæde i Danmark til at indføre den mere bæredygtige indkøbspolitik.

Danmarks største hotelkæde vil fra begyndelsen af marts udelukkende indkøbe statslig, dyrevelfærdsmærket kylling til sine 26 restauranter over hele landet. Scandic har et årligt forbrug på 45 tons kylling og bliver første hotelkæde i Danmark til at indføre den mere bæredygtige indkøbspolitik.

Scandic siger farvel til konventionel kylling. Hotelkæden har netop offentliggjort, at man fra primo marts udelukkende vil indkøbe statslig, dyrevelfærdsmærket kylling til sine danske restauranter. Scandic indkøber 45 tons kylling årligt. Sidste år træf hotelkæden en beslutning om at udfase al udenlandsk kylling, og nu tager Scandic således næste skridt imod et endnu stærkere bidrag til dyrevelfærden.

”Vi ønsker med vores nye indkøbspolitik at hæve dyrevelfærden for de kyllinger, som vi indkøber. Med beslutningen om udelukkende at indkøbe kylling, der er mærket med dyrevelfærdshjertet, sender vi et klart signal om, at vi køber ind på bedre dyrevelfærd, bæredygtighed og madoplevelser af høj kvalitet. Vi ser det som fuldstændig afgørende og naturligt at gå forrest og tage ansvar som største aktør i hotelbranchen,” siger Karsten Felvang Nielsen, direktør for mad- og drikkevarer i Scandic.

Scandics beslutning vækker begejstring hos den danske dyreværnsforening Anima:

”Scandic tager et kvantespring for dyrevelfærden ved at sige nej til turbokyllinger, der dårligt kan bære vægten under sig. Med sin nye politik lægger den en helt ny standard for hotelbranchen både i Danmark og i udlandet, som kloge konkurrenter bør lade sig inspirere af. Fremtidens forbrugere ønsker ikke at sætte tænderne i genetisk forvoksede kyllinger med gangbesvær. De vil have mere kvalitet og mere ansvarlighed i sin madoplevelse og her løfter Scandic niveauet på ambitiøs vis,” siger kommunikationschef hos Anima, Thorbjørn Schiønning.

Første skridt på rejsen
Scandics nye politik om udelukkende at indkøbe kylling med det statslige dyrevelfærdsmærke er første skridt på en længere rejse. Hvor hotelkædens indkøbte kylling indledningsvis skal have ét statsligt dyrevelfærdshjerte, vil Scandic kræve to dyrevelfærdshjerter i 2022. I 2025 forpligter hotelkæden sig til, at minimum 20 procent af indkøbte kylling skal have tre statslige dyrevelfærdshjerter.

”I Scandic sætter vi ambitiøse mål. Vi kan ikke ændre alt på en dag, men når vi som Danmarks største hotelkæde træffer beslutninger som denne, skaber det positive rystelser ned igennem leverandørkæden. Vi er både glade og stolte over, at producenter og leverandører har taget så godt imod ideen og givet os de nødvendige forudsætninger for at lykkes,” slutter Karsten Felvang Nielsen.

Udover den nye indkøbspolitik har Scandic igennem de seneste år haft fokus på at sikre endnu mere dyrevelfærd i restauranterne. Hotelkæden har indgået en aftale med Dansk Angus Forening, der opdrætter kvæg, der frit kan gå ude og inde, og Scandic modtager kystnærtfangede fisk fra Strandby, der sikrer sporbarhed og støtter de lokale fiskere.

Fakta om det statslige dyrevelfærdsmærke
Mærket har til formål at skabe bedre dyrevelfærd for flere danske grise, kyllinger og køer. Dette gøres igennem en øget efterspørgsel fra forbrugerne på kødprodukter produceret med ekstra fokus på dyrevelfærd.

Dyrevelfærdsmærket tydeliggør niveauet af dyrevelfærd i kød- og mejeriprodukterne på en nem og overskuelig måde. På den måde bliver forbrugerne bevidste om, hvordan de kan bidrage til bedre dyrevelfærd (kilde: Fødevare­styrelsen). Læs mere her: https://www.foedevarestyrelsen.dk/Leksikon/Sider/Fakta-om-dyrevelfaerdsmaerket.aspx

Fakta om Scandics nye indkøbspolitik omkring kylling
Scandic Hotels har i Danmark valgt at indføre en politik, der gennem tre trin har til formål at hæve dyrevelfærden for de kyllinger, som hotelkæden indkøber.

  • I løbet af 2020, med opstart fra begyndelsen af marts, vil al Scandic Hotels’ indkøbte kylling som minimum have ét statsligt dyrevelfærdshjerte
  • I løbet af 2022 vil al Scandic Hotels’ indkøbte kylling som minimum have to statslige dyrevelfærdshjerter. Samme år forpligter hotelkæden sig desuden til, at den indkøbte kylling lever op til European Chicken Commitment (ECC).
  • Senest ved udgangen af 2025 vil minimum 20 procent af Scandic Hotels’ indkøbte kylling have 3 statslige dyrevelfærdshjerter

Pressekontakt:
Daniel Kirchhoff, kommunikationschef Scandic, tlf. 2247 2860
Thorbjørn Schiønning, kommunikations- og kampagneleder i Anima, tlf. 4087 9496

Images

  • RangerGold.jpeg

Tilmeld dig her

Jeg godkender, at Scandic Hotels Group håndterer mine personlige oplysninger. Se under Brugsbetingelser og fortrolighedsvilkår for at læse mere om, hvordan vi håndterer personoplysninger.

Tak skal du have. Du vil modtage en e-mail for at aktivere dit abonnement.

Contact